EKTOS fylder 10 år
2017 er et særligt år for EKTOS, det er nu ti år siden, vi udviklede vores første stykke elektronik. Dengang sad vi to mand høj i Viborg og tre mand stærk i Kharkiv. I dag består vi af godt 60 mennesker fordelt på tre lokationer.
Vi er stolte af, hvad vi sammen har opbygget siden 2007, men vi er endnu ikke er der, hvor vi gerne vil være – nemlig blandt branchens største spillere i Danmark.
Vi vil kunne favne bredere
For at kunne vokse endnu mere, er det nødvendigt for os at blive bedre til at løfte større projekter. Vi vil ikke give afkald på den fleksibilitet, som vi kan tilbyde de kunder, der har brug for hurtig handling, men vi vil blive bedre til at rumme både hurtige og fleksible såvel som større, komplekse projekter.
Vi har i 2016 lagt en del arbejde i at styrke vores interne processer og arbejdsflow, og det er en indsats, vi vil fortsætte med at fokusere på, så vi kan udvide det spektrum af projekttyper, vi er dygtige til at håndtere.
Professionel prototypeservice
Oprettelsen af vores prototypeværksted i Vestukraine har været meget i fokus i 2016, og fokus er nu på at opbygge et dygtigt hold og gode rutiner, så vi kan reagere hurtigt og effektivt, når prototyper skal produceres og dermed tilbyde alle vores kunder en service af høj kvalitet til lave priser.
De første ti år er fløjet af sted, som tiden har det med at gøre, når man er i godt selskab. Vi byder det næste årti velkommen og glæder os til de spændende udfordringer og projekter, som vores kunder inviterer os med til at løse.